Juletur til Tønder den 2. December 2015.

 

Så har vi været på vores juletur – og sikke en dejlig dag, ikke mindst på grund er jer, søde, venlige
Senior Tours medlemmer

Bussen var helt fuld, nemlig 52 passagerer, og vi fik heldigvis brug for vores venteliste, da flere måtte melde fra.

Det var vores søde chaufførpar Jørn og Hanne fra Alsbussen som kørte, og leverede vittighederne hele vejen. De havde også morgenkaffen og rundstykket klar, da vi havde kørt et stykke tid …. og vi havde selvfølgelig en lille en med til at slukke tørsten.

På vej mod Tønder fortalte Birgitte om det vi skulle se, nemlig Vandtårnet med Hans Wegners møbler og Det Gamle Apotek. Da det jo var en julehyggetur havde vi valgt kun at se lidt af Tønder museum og noget vi alle kunne forholde os til, nemlig den verdensberømte møbelarkitekt Hans J. Wegners smukke møbler- og så var det jo ekstra spændende, at de var udstillet i et gammelt istandsat vandtårn. Wegner var jo fra Tønder og ombygning er sket med midler doneret af AP-Fonden og udstillingsmodellerne er doneret af Wegner og hustru.

Bagefter gik turen mod Det Gamle Apotek i Tønder. Det ligger midt i byens hjerte og er oprindeligt et gammelt apotek i nogle smukke gamle bygninger fra 1595. I dag er det en sjov og anderledes forretning med en masse små lokaler hvori der er varer fra hele verden, nogle var meget spændende og unikke.

Der blev også tid til at gå en lille strøgtur i den smukke hovedgade med rigtig mange gamle og hyggelige huse. Så skulle vi spise frokost og det foregik hos Cafe Victoria. En dejlig, veltillavet julebuffet med både varme og kolde retter.

Ingen tur i det sydlige Danmark uden også at være over grænsen og juleshoppe og det fik vi alle mulighed for inden vi kørte hjemad mod Tilst. Vi fik kaffe og brunkager på vejen og selvfølgelig et glas champagne som tak for en hyggelig tur – og med ønsker om en rigtig glædelig jul og et godt nytår til alle Senior Tours medlemmer.

Kærlig hilsen bestyrelsen.



 

  En smuk gade i Tønder

Øverste etage i Vandtårnet