Billeder og beretning om rejsen til Bornholm
d. 18. - 23. september 2014
 


Mandag den 18. august rejste 47 forventningsfyldte medlemmer af Senior Tours til Bornholm.
Allerede ved afrejsen fra Tilst var der en go´ stemning i bussen. Undervejs blev der serveret hjemmebagt kringle og chaufføren bryggede dejlig kaffe.
Mon ikke de fleste nød busturen til Sverige med fin udsigt fra luksusbussen og stabil kørsel med Jens fra Sørens Rejser.

På grund af vejret fik vi en udfordring i Ystad. Færgen var udsat 2 timer på grund af kraftig blæst. Det betød 2 timers ventetid i Ystad, dog afkortet af en tur langs Østersøen, altså Sveriges sydspids – Skåne.
Vi blev vippet på færgen, men udstyret med søsygetabletter købt af chaufføren, kom vi alle til Rønne uden voldsom søsyge.
Fra Rønne gik turen direkte til vores hotel i Sandvig (Pepita). Her stod værtinden, Marianne, med varm suppe og tog godt imod os. Klokken nærmede sig også midnat.
Vores guide, Jørgen, er bosiddende på Bornholm. Det havde vi bestemt stor glæde af. Han har stort kendskab til øen, og vi fik flere oplevelser, end det der var beskrevet i programmet fra Sørens Rejser.

Chaufføren og guiden ændrede flere gange programmet, sådan vi kunne være indendørs når det regnede, og udendørs når solen skinnede.
Dog var der flere som fik "Sol over Gudhjem" i Gudhjem i regnvejr

Turen til Christiansø og Frederiksø var på en velvalgt dag vejrmæssigt.
Begrænset blæst og solen skinnede.
Vi havde fornøjelsen af en lokal guide, Thora, som var født på øen.
Vi fik øens historie fortalt og hørte om det nuværende hverdagsliv. Ca. 35 personer var med på hendes guidede ø-vandring. Herefter var der tid til at vandre på egen hånd eller få en dejlig frokost.

På hjemturen blev der tid til at se Ales Stena i Skåne. Imponerende 67m lang skibssætning, dannet af 68 store sten, beskrevet første gang 1500 tallet. Dateringen af skibssætningen er på grund af skibets størrelse anslået til Vikingetiden.
Fra vores holdeplads ved Ales Stena var der en lang gåtur i modvind og regnvejr. Derfor nåede kun få af rejsedeltagerne frem til skibssætningen. Da alle var tilbage i bussen blev der serveret champagne og hjemmebagt kransekage.
Herefter gik turen hjemad og vi var tilbage i Tilst lørdag aften kl. ca. 20.
Godt trætte, men flere var allerede på det tidspunkt klar til næste tur med Senior Tours

I den her korte beskrivelse af rejsen til Bornholm, findes der ikke en opremsning af de mange oplevelser i kirker, naturen, historiske bygningsværker eller glaspusterier m.m. Der henvises i stedet til rejsebeskrivelsen og billederne her på hjemmesiden.

Tak til alle for en dejlig tur til Bornholm.

Bestyrelsen

Annelise Jensen

 

 
 

Her er rejseprogrammet for turen. Klik på teksten...

De 4 første billeder er fra Ystad, Sverige. Resten er fra de steder vi har været på Bornholm.