Udflugten til Nordjylland 17. Maj 2022

Så har vi lige været på en rigtig god tur til Nordjylland med Alsbussen og Poul Erik ved rattet og Hanne til at varte op med kaffe og rundstykker.

Turens afgang fra Langkærvej 2, Tilst kl. 8.00, blev desværre forsinket ca. 15 min. grundet et færdselsuheld på E 45 nord for Randers. For at indhente lidt af tiden blev kaffe og rundstykker serveret i bussen under turen nord på og vi nåede frem til distinationen til det berammede tidspunkt kl. 12.

Under turen uden om Aalborg gav Torben en god beskrivelse af Kalkværker, Cementfabrikker og Asbest fabrikker i Aalborg, samt fremstillingen af produkterne og de gener som disse produktioner udgjorde.

Papirklipmuseet

Efter en god køretur ankom vi til Papirklipmuseet i Hune. Vi fik en kort introduktion af medarbejderen i receptionen.

Papirmuseet blev åbnet i 2018 og er Nordens eneste specialmuseum for papirkunst og er beliggende i Hune ved Blokhus. Museet viser både den permanente udstilling med imponerende psaligrafiske værker af Bit Vejle og temporære udstillinger af anerkendt papirkunst, papirdesign og papirkunsthåndværk fra hele verden. Her er en masse spændende aktiviteter og mulighed for fordybelse for både børn og voksne. 

Sandskulpturparken

Efter et betagende besøg på Papirklipmuseet, kørte vi hen til Sandskulpturparken også i Hune. Her fik vi i parkens restaurant serveret en velsmagende og god frokost med frokostanretninger, som blev serveret ved bordene. Herefter blev vi vist ud i Skulpturparken, hvor årets tema var - Fra Istid til Nutid.

Skulpturparken er på over 20.000 m2 og har Danmarks største udendørs skulpturudstilling med skulpturer udført i materialer som sand, træ, sten, beton, granit, jern, metal og bronze.

 

I 2021 blev verdens største Sandslot indviet. Den enorme sandskulptur endte med en højde på 21,16 meter samt en diameter på 32 meter. Efter ønske fra et par af turens deltagere kørte vi en tur ind til Blokhus og ned til et betagende kik på det altid dragende Vesterhav.

Ved halvfire tiden gik turen hjemad mod Tilst. På en rasteplads ved Aalborg blev der serveret kaffe og wienerbrød. Til kaffen bød Hanne på en lille Avec. Efter en vellykket oplevelsestur ankom vi til Tilst ved 18.30 tiden.

En stor tak til alle deltagerne for jeres bidrag til en oplevelsesrig tur og en dejlig dag.

Jørgen