Det er jo bare prikken over i-et

Tirsdag den 3. September var over 50 medlemmer af Senior Tours mødt op for at høre Søren Højager fortælle om hvad vi kunne glæde os til den 11. når vi skal på tur til Vadehavet. Besøge Vadehavscentret, køre lidt rundt i området, spise på Vester Vedsted Vingård, se Street-art i Brande og drikke kaffe på cafe Tankefryd.

Og han gav, som sædvanlig, en meget flot introduktion til vores kommende tur. Der bliver meget at se på og rigtig meget at fordybe sig i, evt. læse yderligere omkring – og som det kendetegner Søren Højager – var foredraget ledsaget af mange flotte billeder, endda en kort video.

Han startede med at fortælle om Vadehavscentret, fortalte at det nok var en god idé at starte med at se filmen de kører omkring vadehavsområdet og derefter udvælge hvad man vil se, da tiden bliver knap fordi der er så mange muligheder.

Derefter hørte vi om vadehavet, marsken og lærte om hvordan det var opstået og forskellen på de to områder, vi så også billeder af de mange millioner af fugle der lever der. Vi lærte om hvorfor netop fuglenes næb var formet som de var.

Derefter så vi en video fra Vester Vedsted Vingård hvor vi skal spise – hold da op det bliver spændende! Det er en rigtig engageret familie som driver det, smukt beliggende, økologisk og veltillavet mad, hvad mere kan man ønske sig ?

Men vi er ikke færdige endnu – Søren havde også været en tur i Brande og taget fotos af de mange 3-dimensionelle malerier på fortov og gavle – det bliver en sjov oplevelse!

Vi slutter af med kaffe/te på Cafe Tankefryd.

Hele foredraget, lysbilledshowet blev krydret med kaffe og kage i godt selskab :)

Tak til Søren Højager – det var som sædvanlig en rigtig god oplevelse at høre på. Nu glæder vi os da virkelig til turen!