Besøg på Århus  Rådhus den 24. april

 

 

I dag har vi været på besøg i et af Aarhus´ smukkeste vartegn, nemlig Rådhuset.

Vi var så heldige, at tidligere rådmand Hans Halvorsen viste os rundt og det gjorde han på en meget ligefrem, humoristisk og beskrivende facon.

Rådhuset blev indviet i 1941 i forbindelse med Aarhus 500 års jubilæum. Det blev tegnet af   vores verdenskendte arkitekter, nemlig Arne Jacobsen og Erik Møller. De måtte dog gå på kompromis da århusianerne absolut ikke ville have et koldt betonrådhus og slet ikke et uden et rådhustårn. Derfor er det beklædt med norsk marmor og har fået et flot 60 m højt tårn med både ur og klokkeværk – nok det mest kendte rådhustårn i Danmark.

Vi hørte om husets historie samtidig med at vi fik adgang til Byrådssalen, Vielseslokalet og Repræsentationslokalet. Alt var utrolig vel gennemtænkt lige fra vægbeklædning til malerierne, ja også møblerne som var designet af Hans Wegner. Vi var endda en tur nede i kælderen hvor vi også så nogle rigtig flotte vægmalerier. Og så var vi selvfølgelig en tur oppe i tårnet og derfra slår udsigten alt! På en klar dag som denne kunne man se rigtig langt og få et godt overblik over vores store, smukke by.

Vi sluttede af med kaffe og kage i Rådhusets kantine.

En rigtig dejlig dag sammen med gode venner!

…. Og en stor tak til Hans Halvorsen!