Besøg på Statsbiblioteket/Det kgl. Bibliotek.

     

 

Den 21.marts prøvede vi noget helt anderledes. Vi var nemlig på besøg på Statsbiblioteket – nu hedder det faktisk Det kongelige Bibliotek.

Vi kender alle bygningen når vi kører forbi på Ringgaden. Den er et af Aarhus’ vartegn, og derfor var det nu passende også at se den indvendigt. Det kan man få meget ud af, også selvom man ikke har en kandidatgrad eller læser særlig mange bøger!

Vi mødtes selvfølgelig først på Havkær til en kop kaffe og et stykke kage, og her aftalte vi også hvem der skulle køre med hvem.

Kl. 16.00 stod vi klar, og Hugo Skou og Irene Stadsgaard viste os rundt og fortalte om det vi så og også om, hvor omfangsrigt arbejdet i virkeligheden er.

Det kongelige Biblioteks hovedbygning ligger i Universitetsparken. Det blev opført i 1963  og er tegnet af C.F. Møller. Det er 45 m højt og består af 17 etager over jorden og 2 etager under jorden.

Man kan selv gå rundt - ikke alle steder – og se hvor spændende det er og hvor meget det rummer.

Til forskel fra folkebibliotekerne må vi ikke selv pille bøgerne ned fra hylderne, men når man ser alle de bøger og tidskrifter her er, kan man godt forstå at de skal på plads det rette sted for at man kan finde dem igen. Her er virkelig mange kilometer bøger!

Biblioteket betjener forskere og studerende ved Universitetet men det fungerer også som overcentral for folkebiblioteket, så vi kan låne derfra via vort lokale bibliotek. Desuden findes der her en kopi af alle danske tryksager, der som følge af loven om pligtaflevering, skal afleveres dertil.

I kan nok høre, at det var en helt speciel oplevelse – og vi havde en meget hyggelig og interessant eftermiddag.

Nedenfor kan i se nogle billeder fra vores besøg.

 Venlig hilsen Bestyrelsen